MENIGHEDSRÅDSVALG 2016

I november 2016 var det tid for valg til menighedsrådet. Medlemmerne af menighedsrådet vælges for en 4-årig periode, og det nye menighedsråds valgperiode begyndte 1. søndag i advent 2016. I Islands Brygges sogn skal der vælges 15 medlemmer til rådet. Derudover er præsterne "fødte" medlemmer og medarbejderne vælger en repræsentant til at deltage i menighedsrådets møder.

Hvad laver et menighedsråd? Menighedsrådets arbejde er meget alsidigt. Rådet er ansvarligt for sognets økonomi, for vedligeholdelse af bygninger og inventar og det er menighedsrådet, der er arbejdsgiver for medarbejderne. Ved præsteansættelser indstiller rådet, hvem der ønskes som præst for sognet. Andre opgaver er i samarbejde med præster og medarbejdere at planlægge, hvilke aktiviteter der skal foregå i kirken og kirkens lokaler, tage beslutninger om udlån af lokaler samt mange andre ting.

Hvem kan stemme? Stemmeret ved menighedsrådsvalget har ethvert medlem af folkekirken, som er fyldt 18 år, som bor i sognet, og som i øvrigt er dansk statsborger eller på valgdagen har boet i Danmark i mindst et år. Desuden kan personer, der har løst sognebånd til en præst i et andet sogn end deres bopælssogn, beslutte, at de vil udøve deres stemmeret i det sogn, hvor denne præst er ansat. Medlemmer af valgmenigheder har dog ikke stemmeret.

Hvem kan vælges? Alle, der har stemmeret, er desuden valgbare som medlemmer af menighedsrådet. Det gælder dog ikke præster, der er ansat i folkekirken. En person, der er valgt til et menighedsråd, kan dog miste sin valgbarhed ved at være dømt for en strafbar handling. Kandidater til menighedsrådsvalg kan opstilles af alle, der er stemmeberettigede. På en kandidatliste kan opstilles en enkelt kandidat eller op til 6 flere kandidater end det antal medlemmer, der skal vælges til menighedsrådet. En kandidatliste skal være underskrevet af mindst 5 og højest 15 stillere. Kandidatlisten skal indleveres på en obligatorisk blanket, som fås ved henvendelse til kirken eller findes på www.km.dk.

Hvis der kun opstilles én kandidatliste til menighedsrådet, vil valget blive gennemført som aftalevalg. Hvis der opstilles to eller flere lister, bliver valget gennemført som afstemningsvalg. Afstemningsvalg afholdes altid den 2. tirsdag i november.

Kilde: www.km.dk

. Se Bekendtgørelse af lov om valg til menighedsråd.