NAVNGIVNING

Navngivning kan ske ved digital anmeldelse på www.borger.dk, eller ved dåb i enhver dansk sognekirke eller anerkendt trossamfund.
Bliver barnet navngivet via borger.dk, hvis barnet f.eks. skal have et pas, kan barnet altid blive døbt efterfølgende.

Navngivning digitalt via www.borger.dk:
Anmeld navngivning på www.borger.dk. Der logges på med NemID. Ved fællesforældremyndighed skal begge forældre godkende navngivningen med NemID via Borger.dk

Navngivning ved dåb:
Hvis man ønsker sit barn navngivet ved dåb, henvender man sig til den kirke, hvor man ønsker, dåben skal foregå.

Godkendte fornavne:
Et barn skal have have et eller flere fornavne. Et fornavn skal være godkendt, og Familiestyrelsen har udarbejdet en liste over godkendte fornavne. Hvis forældrene ønsker et fornavn, som ikke er godkendt, kan man søge om godkendelse navnet. Ansøgningen skal være begrundet, og indgives til personregisterføreren. Her kan du også få yderligere rådgivning og oplysninger.

Efternavn:
Et barn skal have ét efternavn. Man kan have flere for- og mellemnavne, men kun ét efternavn. Til efternavn kan vælges et navn, som barnet har slægtsmæssig tilknytning til, et frit efternavn eller et patronymnavn - dvs. mors eller fars navn efterfulgt af -søn eller -datter. To navne, som barnet begge har ret til at bære som efternavn, kan forbindes med bindestreg, og bliver således til ét efternavn.  En gang årligt offentliggøres hvilke efternavne, der ikke er beskyttede. Listen over frie efternavne kan ses her.

Mellemnavn:
Man kan - men skal ikke - give sit barn et eller flere mellemnavne. Et mellemnavn har som hovedregel efternavnskarakter. Det kan være et navn, der har været mellemnavn i slægten i mange år eller f.eks. en af forældrenes efternavn.

Eksempel:
Mor hedder Line Jensen og far hedder Per Skov. De navngiver deres barn:
Fornavn: Ole
Mellemnavn: Skov
Efternavn: Jensen

Et mellemnavn vil senere kunne tages til efternavn. Til mellemnavn kan man også få et godkendt fornavn, der betegner det modsatte køn. Dette mellemnavn vil dog ikke siden kunne tages til efternavn.

Eksempel:
Fornavn: Helle
Mellemnavn: Michael
Efternavn: Hansen

Find yderligere oplysninger i selve navneloven, eller kontakt personregisterføreren hvis du har spørgsmål.