Vi opdaterer vores hjemmesidedesign for at forbedre oplevelsen på vores hjemmeside.

Ruben Høgh

Ruben Høgh, født i 1996, har spillet klaver siden han var 8 år. Hans altafgørende indgang til musikkens verden fandt han på Orkesterefterskolen i 2012-13, som for alvor vakte hans interesse for klaverspillet som en levevej. Efter studier på MGK Østjylland fra 2013-16 hos Kristian Giver blev han optaget på DKDM, Det Kongelige Danske Musikkonservatorium, hvor han afsluttede sin bacheloruddannelse i 2020 efter studier hos docent Amalie Malling. Her studerer han nu på sin kandidatuddannelse hos professor Marianna Shirinyan, efter også at have studeret på et udvekslingsophold hos professor Paolo Giacometti på Robert Schumann Hochschule i Düsseldorf. Ruben har to gange optrådt som solist med de professionelle orkestre i Danmark under ledelse af dirigentstuderende fra DKDM, herunder en opførelse af Griegs klaverkoncert med Odense Symfoniorkester i 2018. Han har spillet koncerter i Danmark, Tyskland og Litauen og har desuden medvirket i en række danske og internationale festivaler, bl.a. Kaunas Piano Fest, Ollerup International Piano Week, Copenhagen Piano Festival, Golden Days Festival samt Pulsar Festival, hvor han i 2018 var medvirkende i en dansk uropførelse af Unsuk Chins værk for ensemble Gougalon - Scenes from a Street Theater. Ruben har i sin Lied-duo med mezzosopran Laura Hilden netop modtaget 1. pris i 2. Rued Langgaard konkurrence, som blev afholdt i koncertkirken i maj 2022. I 2021 modtog han desuden en pris for bedste opførelse af et moderne værk i den italienske konkurrence Osimo International Piano Competition, ligesom han i både 2012 og 2013 modtog talentpris i konkurrencen “Unge Spiller Klassisk”. Derudover har han modtaget diverse legater fra fonde i Danmark som støtte til sine studier i ind- og udland. Ruben har en stor interesse for moderne/nutidig musik - heriblandt amerikansk minimalisme og postrock. Derudover studerer og arbejder Ruben sideløbende også som akkompagnatør, kammermusiker, orkester/ensemblepianist og klaverlærer